Hjemmesidebanner

Torsdag, 01 april 2021 13:27

Volleyball Danmark lancerer ny turnering: DM i beachvolleyball for klubhold

Written by

En ny turnering har set dagens lys. I en herlig kombination af volleyball og beachvolleyball introducerer Volleyball Danmark nemlig ”DM i beachvolleyball for klubhold” – en gylden mulighed for at samles med holdet efter måneders coronanedlukning.

Tag en bane på sand, sæt et net op og smid en bold ind. Tilføj dernæst fire spillere på hver side af banen og fløjt spillet i gang. Det er opskriften på ”DM i beachvolleyball for klubhold”, som har til formål at samle alle klubhold omkring en udendørs turneringsaktivitet efter en lang nedlukning.

DM i beachvolleyball for klubhold er en oplagt anledning til, at seniorklubhold igen kan samles og spille kampe i en turnering – endda om en mesterskabstitel. Reglerne er en blanding af beachvolleyball og volleyball, og med fire spillere på banen kan alle være med, uanset om man er til gulv eller sand som underlag.

”Vi har sat DM i beachvolleyball for klubhold i søen, da vi ser en stigende interesse fra flere og flere spillere, der vælger at spille både volleyball og beachvolleyball,” udtaler Peter Morsing, sportskonsulent i Volleyball Danmark.

”Vi ved også, at der er en del klubber og hold, der hungrer efter at spille noget turneringsvolleyball og mærke det hold- og klubfællesskab, vi efterhånden har måttet undvære i lang tid. Vi spiller udendørs, så det giver ovenikøbet lidt sol på kroppen og ekstra D-vitaminer, samtidig med at klubberne kan profilere sig uden for hallens fire vægge,” fortsætter han.

En turnering for ALLE

”DM i beachvolleyball for klubhold” er et åbent turneringstilbud med en række for henholdsvis herrer og damer henvendt til alle volleyball- og beachvolleyballklubber fra Danmarksturneringen til Kredsene og i beachvolleyballmiljøet, hvor der indtil nu ikke har eksisteret klubturneringstilbud.

Turneringen afvikles med to kvalifikationsturneringer og en afsluttende finaleturnering. De 4 bedste hold fra hver kvalifikationsturnering kvalificerer sig til Finaleturneringen:

  • Første kvalifikationsturnering afvikles søndag d. 6. juni i Kolding Beach Park
  • Anden kvalifikationsturnering afvikles søndag d. 13. juni i København, Ryparken Beach anlæg
  • Finaleturneringen afvikles d. 19.-20. juni (2 dage) i Beach Park Aarhus i forbindelse med Aarhus Master på Pepsi MAX Beachvolley Tour 2021.

Klubberne kan stille med flere hold, dog kan en spiller kun deltage på ét af holdene. Klubhold tilmelder sig ved at sende en e-mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Det koster kr. 1000 pr. hold at deltage i turneringen.

Tilmeldingsfristen er søndag d. 2. maj 2021 kl. 23.59

Bliv klogere på spilleregler og propositioner for turneringen på denne side

Read 999 times

Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2710
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.