Hjemmesidebanner

Torsdag, 06 maj 2021 18:16

Optakt: Danske beachvolleyballherrer jagter OL-drømmen i Østrig

Written by

I weekenden skal det danske herrelandshold i beachvolleyball forsøge at bringe Danmark et skridt tættere på OL-deltagelse ved at spille sig videre fra anden runde af Continental Cup, som spilles den 7.-9. maj i Baden, Østrig.

Det er to år siden, at de danske beachvolleyherrer spillede sig videre i OL-kvalifikationsturneringen Continental Cup, da de i maj 2019 vandt deres pulje i første runde. Efter en lang pause med internationale aktiviteter skal der nu atter kæmpes for den danske OL-drøm i sandet.
Efter lidt udskiftninger siden 2019 består den danske landsholdstrup til Continental Cup nu af de to makkerpar Jacob Stein Brinck og Daniel Thomsen samt Kristoffer Abell og Nicolai Houmann. Og selvom det er to forholdsvis nye makkerkonstellationer, er Elitechef for beachvolleyball i Volleyball Danmark, Martin Olafsen, forventningsfuld til weekendens præstationer.

”Vi har to stærke hold med, som begge komplimenterer hinanden godt og kan spille med et meget højt topniveau. Det har vi netop set hos Brinck/Thomsen, som i Mexico (red. hvor der var en række 4-stjernede World Tour turneringer) i løbet af turneringerne bare blev bedre og bedre for til sidst kun at misse main draw med et mulehår. Abell/Houmann har også testet det nye makkerskab af i Qatar, hvor de også viste en forsmag af det kæmpe potentiale, de har som hold,” forklarer han og fortsætter:

”Vi har en meget alsidig trup med spillere, der har forskellige styrker. Med Houmann har vi en blokspiller i international topklasse, som sammen med Abell, en utroligt alsidig og dygtig forsvarsspiller, kan gøre det yderst svært for vores modstandere at vinde point. Brinck er vores bedst serverende spiller og sammen med vores mest erfarne og omstillingsparate spiller, Thomsen, har vi en yderst kreativ konstellation som kan bytte i blok/forsvar og som ’side-outer’ på et meget højt niveau. Så vi tror på vores to makkerkonstellationer, men holder selvfølgelig mulighederne åbne skulle vi ende i en Golden Match (red. hvor man kan ændre i holdkonstellationer).”

Polen bliver første styrkeprøve
Anden runde af Continental Cup afvikles den 6.-9. maj 2021 i Baden, Østrig, hvor de danske beachvolleyballherrer deltager i gruppe C sammen med Østrig, Polen, Belgien, Schweiz, Serbien, Slovakiet og Frankrig. Danmark er seedet som nummer seks i gruppen baseret på danskernes resultater ved internationale stævneaktiviteter, hvilket bringer dem i pulje med Schweiz (Seed2), Polen (Seed3) og Serbien (Seed7).

I første omgang, skal Danmark op imod Polen, og her venter der danskerne lidt af en opgave.

”Polske Kantor/Losiak er et verdensklassehold, som allerede ligger tæt på at kvalificere sig til OL via deres plads på verdensranglisten (pt. nummer 22). Det andet hold, Rudol/Miszczuk er en forholdsvis ny konstellation sammen, men har optrådt på den internationale beachvolleyball scene med andre makkere. Men uanset hvad, der møder os på den anden side af nettet, går vi ind til kampene med fokus på vores egen side og egne styrker, så vi selv kan sætte dagsordenen for hvordan vi vil spille,” forklarer Martin Olafsen..

"Vores klare mål er at komme videre til slutrunden som et af de fem hold fra gruppen. Det er bestemt et realistisk mål, men der er ingen tvivl om, at det bliver nervepirrende tæt. Covid-19 har haft en klar indvirkning på alle holds forberedelser, og vi er ikke 100% sikre på hvor vi – eller de andre hold for den sags skyld – står niveaumæssigt ift. den seedning vi har. Uanset hvad, kommer vi uden tvivl til at skulle spille mod en række tophold, og her bliver det vigtigt at præstere når det gælder.” afslutter han.

Danmarks Kampprogram, Continental Cup, 2. runde, gruppe C

Fredag:
10:10: Kantor/Losiak (POL) vs Abell/Houmann (DEN)
11:00: Rudol/Miszczuk (POL) vs Brinck/Thomsen (DEN)
12:30: Vinder nationerne en kamp hver, spilles der en afgørende Golden Match, hvor nationerne kan stille med et valgfrit makkerpar.

Herefter skal Danmark spille puljefinale eller om 3.-4. plads i puljen.

Lørdag
Spilles der 7.-8. plads samt kvartfinaler og semifinaler.

Søndag
Spilles der om 5.-6. pladsen, 3.-4. pladsen samt finalen.

INFO: Continental Cup – Danmarks adgangskort til OL 2021
Continental Cup er en OL-kvalifikation opdelt i fem zoner, hvor de enkelte nationer kæmper mod hinanden om en enkelt plads per zone til OL i Tokyo 2021. Vinderen af Continental Cup i Europa sikrer sig dermed en billet til OL 2021.

Danmark deltog i første runde af Continental Cup i maj 2019, hvor de vandt deres pulje over Kroatien, Estland og Albanien og dermed sikrede sig en plads videre til anden runde. Anden runde af Continental Cup opdeles i tre grupper af 8 nationer, hvor Danmark er kommet i gruppe C. I grupperne spilles der i to puljer af fire, hvor vinderne af puljerne går direkte i semifinaler. Nummer 2 i puljen møder nummer 3 i den anden pulje i kvartfinalen, og taber man denne spiller man om 5.-6. pladsen. Nummer 4 i puljerne spiller om 7.-8. pladsen.

De fem bedste fra hver af de tre grupper går videre til slutrunden i Haag den 23.-26. juni, hvor Holland som værtsnation også har fået en plads. Har et land ved slutrunden i Holland allerede optjent sine to pladser til OL (via andre kvalifikationsmetoder), kan dette land ikke deltage i turneringen, og næste land ud fra placeringerne i anden runde indgår i stedet.

Read 675 times

Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2710
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.