Hjemmesidebanner

Tirsdag, 11 maj 2021 10:23

Optakt: Danske beachvolleyballtalenter dyster med til U22 EM i Østrig

Written by

Den 13.-16. maj bliver U22 EM i beachvolleyball afviklet i Baden, Østrig. Danmark er repræsenteret af henholdsvis Clara Bernberg Windeleff/Sofia Nørager Bisgaard samt Christian Lundby Andersen/Marius Stenmann Hansen.

Få dage efter vores herrelandshold i beachvolleyball har pakket taskerne og forladt østrigske Baden, hvor der i sidste uge blev spillet Continental Cup, er et nyt hold danske beachvolleyballstjerner rykket ind. I denne uge afvikles der nemlig U22 EM i de selvsamme rammer.

Danmark stiller med to hold. Hos pigerne har vi en talentfuld duo bestående af Clara Bernberg Windeleff og Sofia Nørager Bisgaard, som begge er veletablerede spillere på den danske beachvolleyball tour. De har begge prøvet kræfter med internationale turneringer, hvor de blandt andet i august 2020 vandt henholdsvis guld (Clara) og sølv (Sofia) til en 1-stjernet World Tour turnering i Ljubljana med deres respektive makkere. Nu står de på samme side af nettet, og det kan godt gå hen og blive spændende ifølge Elitechef i beachvolleyball, Martin Olafsen:

”Clara og Sofia er etableret som par, og har – modsat tidligere år - haft muligheden for at forberede sig uden skader eller tidspres. Det vil ikke tage dem lang tid at glide ind i deres samarbejde og lidt nye rolle,” udtaler han og fortsætter:

”Det er umuligt at vurdere deres chancer ud fra seedninger og point, da vi sidste år måtte trække os fra EM i årgangen, og de andre nationer måske har skiftet ud med spillere. Vi ved, at vi og en række andre nationer er gode i denne årgang. Men spørgsmålet er hvem der er gode nok, når det gælder? Men vi vil helt sikkert gerne videre fra puljespillet og 1-2 skridt videre i eliminationsrunden.”

Hos drengene er det et ungt makkerpar bestående af Christian Lundby Andersen og Marius Stenmann Hansen, som netop kommer med en 3. plads i Eliterækken ved Kolding Challenger. Som U18 spillere får de en hård opgave i Baden.

”Christian og Marius er et ungt makkerpar, som har investeret enormt meget i udviklingen af dem selv og holdet de seneste 12-14 måneder. De er udtaget, fordi de satser større og udviser mere målrettethed end andre ældre atleter - og på trods af at de klart vil være de yngste U22’ere længe set,” forklarer Elitechefen.

”Vi kan ikke forvente nogen topplacering for drengene. Men vi er her for at bygge videre på drengenes momentum og give dem en forsmag på det fysiske voksne spil, der venter dem om nogle år. U22 bliver en hård men unik platform frem imod et senere U18 EM, hvor de forventes større muligheder for at præstere. Målet er derfor at finde løsninger at præstere det bedste man kan - med det man har - samt at udvikle modstandsdygtighed og kreative løsninger imod konstant spilmæssigt overtag.” afslutter han.

Turneringen starter torsdag den 13. maj med puljekampe. Modstandere og kamptidspunkt er endnu ikke afgjort, men læs mere om turneringen her.: https://www.cev.eu/beach/age-groups/u22/

Vi opdaterer løbende med kampprogram, resultater og evt. livestream på Facebooksiden: Beachvolleyball Danmark

Read 601 times

Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2710
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.